Fodbold: Kimbrerne sikrede sig den anden sejr på stribe, da Skalborg blev slået i Aars.
Tekst og foto: Per Lyngby
Med en hjemmesejr på 3-1 over Skalborg har Aars IK fået en forrygende start i serie 3, hvor holdet ligger i toppen sammen med LKB-Gistrup og Aalborg KFUM.
De knoldede græstørv fra St. Restrup var afløst af en jævn og god kunsstofbane hjemme i Aars, da Aars IK’s bedste fodboldherrer tog imod Skalborg. Underlaget var således perfekt til fodbold, medens vejret til gengæld drillede lørdag eftermiddag.
“Med- og modvinden havde stor betydning i kampen. I første halvleg koncentrerede vi os om at forsvare os, medens Skalborg pressede på i med vinden i ryggen. Gæsterne kom også foran 1-0, og hvis ikke vores målmand, Simon Lund Poulsen, havde hevet en fodparade frem, kunne vi have været bagud med 2 ved pausen”, fortæller Aars-træner Jakob Dyrman til Lokaltindblik.
I anden halvleg var rollerne byttet om. Aars pressede spillet frem, og formåede at score tre gange ved den unge angrebsduo med Rasmus Lund Poulsen og Tobias Lau Sørensen, som scorede henholdsvis 2 og 1 mål og dermed sikrede sejren til hjemmeholdet.
“De to er i det gear, de skal være, og så gør de det rigtig godt” fastslår Jakob Dyrman.
I påsken spiller Aars på udebane mod Aalborg Chang.