Håndbold: Frederikshavn tabte i Stoholm, og dermed er oprykningskampen igen helt åben.
Tekst: Per Lyngby
Fredag aften flaskede tingene sig helt perfekt for herrerne på Aars HK’s hold i 2. division.
Aars spillede på udebane mod Roslev, som blev besejret med sikre 37-24, og da Frederikshavn samtidig snublede ved at tabe til Stoholm, er vendelboerne kun 1 point foran himmerlændingene i rækkens top med 4 spillerunder tilbage.
Næste fredag mødes de to hold i Frederikshavn i noget, der godt kan ligne den afgørende kamp om oprykningen. Kan Aars vinde og derefter runde sæsonen af med endnu tre sejre, vil oprykningen til 1. division være i hus. Uafgjort eller nederlag vil formentlig betyde, at Aars skal ud i play off akkurat som de var i sidste sæson.
Det er dog værd at bemærke, at Aars også skal en tur til Stoholm i en af deres sidste kampe.