Fodbold: Med det andet nederlag i træk ryger kimbrerne fra første- til tredjepladsen.
Tekst: Per Lyngby
Er man en smule overtroisk, vil man som Aars IK tilhænger næppe bryde sig om at se på, hvordan klubbens førstehold klarede sig i foråret - og nu i efteråret. Der begynder nemlig at tegne sig et lidt kedeligt billede, hvor holdet vinder sine første kampe for derefter at taber to nøglekampe i træk til de formodet største rivaler til oprykningspladsen i serie 3.
Følelsen af Deja Vu må have ramt træner Jakob Dyrman, da hans udvalgte lørdag eftermiddag tabte hjemmekampen mod Foulum med 1-2. Dermed ligger Foulum og Viborg Søndermarken 3 point foran Dyrmans tropper her midt i sæsonen, efter at Aars ellers havde indtaget førstepladsen i de første 6 spillerunder men er vippet af pinden efter nederlag mod netop de to klubber.
Det er ikke mindst skadessituationen blandt flere nøglespillere, som kan fremkalde bekymrede panderynker hos dem, der gerne ser hovedbyen i Vesthimmerland placeret i fodboldens serie 2 igen.
Om en uge spiller Aars på hjemmebane mod Borup - her er det vigtigt, at holdet finder tilbage på vinderkurs, så holdet kan være med, når de afgørende kampe spilles senere på efteråret. Her venter bl.a. en hjemmekamp mod Viborg Søndermarken - og desuden en svær udekamp mod Ravnsbjerg-Løgstrup, som er begyndt at røre på sige og som Jakob Dyrman flere gange har fremhævet, som et af puljens bedste mandskaber.