Håndbold: Stort nederlag til Hornslet hjemme i Østermarken.
Tekst: Per Lyngby
Aars HK's håndbolddamer i 2. division har det svært i denne sæson, hvor holdet endnu ikke har haft anledning til at synge sejrssangen. Sølle 2 point som resultat af 2 uafgjorte kampe er det blevet til i de hidtil spillede 9 kampe.
Senest løb Aars-damerne ind i et stort nederlag på 14-29 til Hornslet, og som cifrene antyder, havde vesthimmerlændingene mere end svært ved at score mål, medens der var åbent hus i forsvaret. Normalt ligger Aars på 20-25 scoringer pr. kamp, så forhåbentlig var der bare tale om en off-day mod Hornslet. Sidste chance for at hente en sejr inden jul kommer i næste weekend, hvor det gælder Brabrand på udebane.
I herrernes 2. division har Aars HK's herrer lidt mere succes end damerne. Senest blev det til en sejr hjemme i Idrætscenter Østermarken, hvor Nøvling blev besejret med 27-22. Dermed kommer Aas op på 10 point for 10 kampe, hvilket rækker til en placering midt i rækken. Sidste kamp inden julepause er en udekamp mod rækkens nummer 2, Hjallerup.
I samme række finder man Løgstør og Aalestrup, som efter planen tørner sammen i lokalbrag i Lanternen næste weekend. Om kampen bliver spillet, vil formentlig være afhængig af smittesituationen i Aalestrup og omegn, som i den forløbne weekend førte til corona-aflysning af hjemmekampen mod Skive. Aalestrup ligger netop nu lige over nedrykningsstregen med 5 point for 9 kampe.
Aalestrup ligger sidst med bare et enkelt point. Holdet fik også corona-aflyst deres udekamp i weekenden, hvor de skulle have mødt Nørredjurs på udebane.