Håndbold: Tredje gang blev ikke lykkens gang for Aars, som tabte i Nøvling.
Tekst: Per Lyngby
Efter flotte sejre i sæsonens to første kampe, måtte Aars HK's håndboldherrer i 2. division forleden se sig besejret for første gang i sæsonen, da det på udebane blev til et nederlag på 32-28 til Nøvling.
Nederlaget betyder, at Aars efter 3 kæmpe er placeret midt i rækken, men med bare et enkelt point op til topholdene.
I damernes 2. division er Farsø KFUM HK fortsat uden point, da holdet også i sæsonens anden kamp tabte - denne gang med 24-17 til Sæby på udebane. Om to uger spiller holdet sin tredje udekamp på stribe, når det gælder lokalbraget mod oprykkerne fra Aars HK.
I herrernes 3. division tabte Aalestrup med 29-24 til Aalborg HK, medens Løgstør hentede sæsonens første sejr, da det søndag blev til en gevinst på 25-24 over Stoholm hjemme i Lanternen. Efter tre kampe ligge de to vesthimmerlandske hold lunt placeret midt i tabellen.