46 hold med mere end 600 håndboldspillere og ledere spillede i weekenden de sidste opvarmningskampe i Aars, inden dette års kvalifikationsspil til ungdomsdivisionerne afvikles de næste tre weekender.
Stævnet blev en sportslig succes for hjemmeholdene fra Aars/Team Vesthimmerland. De var så dygtige at de vandt 3 af de 6 rækker. De øvrige rækker blev vundet af Frederikshavn, Hjallerup og Randers DH.
"Sportsligt har stævnet opfyldt sit formål. Mange jævnbyrdige kampe, men også kampe, hvor det er muligt for de enkelte trænere at prøve koncepter af. Langt de fleste hold og klubber har udtrykt deres tilfredshed og løfte om at komme igen næste år, og det er vel egentlig det bedste stempel," siger Torben Nørgaard, turneringsleder, Intersport Elite Cup 2015.
Stævnet overskred for første gang 45 hold og mere end 100 kampe. Det betød at kampene skulle afvikles både i de tre haller i Aars og i Hornumhallen med hjælp fra Blære/Hornum IF. Det fungerede også fint ifølge turneringslederen.
"Samarbejdet med Blære/Hornum fungerede smertefrit og holdene, der spillede i Hornumhallen var også fint tilfredse, så nu er det jo kun en afvejning af andre fordele og ulemper for stævnet, der venter til næste år. Rent praktisk kan det fungere, siger Torben Nørgaard.
Dette års udgave af Intersport Elite Cup var den 11. i rækken siden begyndelsen i 2005. Stævnet er udvidet fra 30 til dette års 46 hold. Stævnet er siden begyndelsen blevet afviklet af et udvalg bestående af 10 til 12 personer. Det er faktisk de samme mennesker, med få undtagelser, som startede op 11 år siden, der står bag arrangementet. I dag er det kun én fra udvalget, der stadig har børn der spiller til stævnet. Alligevel fortsætter de arbejdet med stævnet.
"Jeg gør det fordi, jeg synes, det er sjovt. Det er også min opfattelse, at de andre i udvalget har det sådan. Der er gennem årene udviklet et kammeratskab og en jargon indenfor gruppen, der gør det sjovt at være en del af fællesskabet," siger Torben Nørgaard.