|
|
Herrer kan stadig afgøre deres egen skæbne
Team Vesthimmerland kunne søndag aften tage et vigtigt skridt mod overlevelse i 2. division mod formstærke Række Mølle på hjemmebane i Idrætscenter Østermarken.
Tingene startede planmæssigt for himmerlændingene. Forsvar og målmand Christian Svane lukkede mere eller mindre fuldstændig af fra start af, og det gav Team Vesthimmerland en god føring på 6-1 og 8-2 inden vestjyderne begyndte at vise lidt tænder. Dog var denne føring uoverkommelig for Rækker Mølle, da Team Vesthimmerland bare fortsatte takterne. Faktisk var vestjyderne aldrig tættere på end 6 mål efter at kampen for alvor var kommet i gang.
Det var på ingen måder til at se, at Team Vesthimmerland i sidste weekend havde meget store scoringsproblemer. Alt blev smidt i kassen, og det var meget få gange i løbet af første halvleg, at himmerlændingene brændte på deres chancer. Dette kunne således bringe Team Vesthimmerland til halvleg med en fin føring på 15-9. Fra start af anden halvleg fortsatte Team Vesthimmerland i samme spor, og TVH kunne ligge så stille trække fra Rækker Mølle.
Rækker Mølle eksperimenterede meget med forsvaret, og Lars Jacobsen og Kim Berthelsen løb da heller ikke mange meter i og med, at de to spillere var mandsopdækket i 40 minutter af kampen. Alligevel løste Team Vesthimmerland angrebsspillet med mange gennembrud på kanterne, hvilket gav mange muligheder til fløjspillerne. Her fik specielt højre fløj, Mads Sørensen, meget at arbejde med, og han kvitterede med hele 8 scoringer.
I den anden ende var situationen heller ikke blevet bedre for vestjyderne, og Team Vesthimmerland forsvaret og målmand Christian Svane lukkede stadigt fuldstændigt af, og sidstnævnte sluttede kampen af med en flot dobbeltredning.
Med søndagens resultat ser tingene en helt del lysere ud for Team Vesthimmerland. Men der er ikke langt fra top til bund. Så alt kan stadig ske. Team Vesthimmerland kan stadig komme i både nedryknings- og oprykningsspil.
Næste weekend må Team Vesthimmerland af sted til Lemvig, hvor holdet spiller endnu en gyser. Med en sejr her, vil nedrykningsspillet være afværget, og holdet kan i stedet se op ad. Taber holdet, skal de nok fokusere ned af. Men holdet står i en situation, hvor de selv kan afgøre deres videre skæbne i 2. division. Målscorere for Team Vesthimmerland: Mads Sørensen 8, Kim Berthelsen 7, Lars Jacobsen 4, Kasper Mortensen 3, Lasse Hosbond 3, Bo Pedersen 2 og Kenneth Buus 1.
__
|
|
| Søg efter tidligere artikler
|