Unødvendigt pointtab til bundhold
Efter den flotte pokalindsats mod Team Tvis/Holstebro, så var det forventeligt at Team Vesthimmerlands bedste damespillere i 3. division kunne forsvare 2. pladsen i rækken med fuld pointhøst over rækkens bundhold fra Thisted IK i Thyhallerne.
1. halvleg startede meget lige, men efter 20 minutters spil fik Team Vesthimmerland skaffet sig et forspring på 4 mål til pausestillingen 16-12 . I pausen havde holdet en god fornemmelse af, at de 2 point nok skulle komme med hjem til Vesthimmerland. Holdet bragte sig også foran med 23-18 og havde flere gode muligheder for at øge føringen yderligere, men der blev brændt på det skammeligste. Med 5 minutter tilbage af kampen førte gæsterne stadig med 3 mål, men blev har ramt af et par udvisninger, og man fornemmede, at Thisted havde chancen for at skabe spænding i kampen påny. Da der manglede et halvt minut, havde Team Vesthimmerland bolden og førte med 1 mål, men endnu en afslutning blev brændt, og Thisted fik et angreb med 15 sekunder tilbage. Det udmøntede sig i flere tremeterkast og en masse tumult omkring den korrekte afvikling af disse. Summasummarum så udlignede Thisted i kampens absolut sidste sekund, mente dommerne, mens resten af hallen nok var af en lidt anden opfattelse og mente tiden var udløbet, da bolden passerede målstregen - inklusive de ærlige værter fra Thisted. Lidt ærgerligt for Team Vesthimmerland at et dommerskøn til slut koster point, men set over kampen, så var det ganske unødvendigt at bringe sig i den situation, da kampen burde være afgjort længe før, selvom Thisted sloges rigtig flot og kæmpede for deres overlevelse i rækken. På det lokale hold udmærkede playmaker Vibeke Jacobsen sig med sæsonens bedste indsats, ligesom Linette Troelsen gjorde det flot inde på stregen. Holdets målscorere blev Linette Troelsen, Vibeke Jacobsen (billedet), Janni Davidsen og Pernille Pedersen alle 4, Mathilde Henriksen, Anette Kynæb og Rikke Christensen 3, Helene Bak 2 og Mette Ovesen 1 mål. Holdet er stadig placeret på 2. pladsen i rækken 2 point foran Hobro, som dog har 1 kamp mindre end Team Vesthimmerland.
__
|