Engelbrechtsen 42 sekunder fra klubrekorden
Lars Engelbrechtsen forsvarede sin titel, da Løgstør Sportsdykkerklub åbnede den nye sæson med svømning i kanalen.
10 medlemmer af Løgstør Sportsdykkerklub hoppede lørdag eftermiddag i Frederik den VII's Kanals kolde vand iført våddragt og andet udstyr. Ikke for at dykke ned og kigge efter vrag eller fladfisk, men for at svømme 2 kilometer på kortest tid. Disciplinen er gammel tradition i klubben i forbindelse med den udendørs sæsonstart, og Lars Engelbrechtsen svømmede de 2 kilometer på 32.52,62 minutter. Det er 2 minutter og 48 sekunder hurtigere end sidste år, hvor han også var hurtigst. Klubrekorden indehaves af Morten Møller og er efterhånden blevet 12 år gammel. Han svømmede i 1995 de to kilometer på 32.10 minutter. Toer i lørdagens konkurrence blev Jens Mikkelsen (33.31 min.) efterfulgt af Lars Kilshow (43.08 min.) Bedste junior blev Lauritz Engelbrechtsen i tiden 52.07. Bedste kvinde blev Rikke Binderup i tiden 61.56 minutter.
__
|