Bådelaug skal have ny formand
Aggersund Bådelaug skal have ny formand. Det er en kendsgerning efter at laugets formand gennem 9 år, Svend Damsgaard, forleden trådte ud af bestyrelsen på en ordinær generalforsamling.
Svend Damsgaard var med til at etablere bådelauget i 2001 ved det gamle færgeleje i Aggersund Syd. Han blev formand for lauget efter at være udpeget som Aggersund Borgerforenings repræsentant i bådelauget, og er således den eneste, der har bestridt posten. Gennem årene har bådelauget fået etableret en god og uddybet jollehavn og fået ryddet op på nogle af de tilstødende arealer ved det gamle færgeleje. Desuden er der opbygget en sund økonomi, og alle bådpladser har det seneste år været optaget. ”Jeg føler at opgaven er løst, og nu skal det så vedligeholdes. De nye kræfter må tage over,” siger Svend Damsgaard. Borgerforeningens nye repræsentant i bådelaugets bestyrelse blev Kurt Poulsen. Desuden var der genvalg til Bering Overgaard. Den øvrige bestyrelse består af Poul Jørgen Binderup, Henrik Hansen og Erling Odgaard. Den nyvalgte bestyrelse har endnu ikke konstitueret sig. I sin sidste formandsberetning sagde Svend Damsgaard, at 2009 har været et stille år. Som sædvanligt holdt bestyrelsen Sankt Hans-fest, hvor folketingmedlem Karsten Lauritzen var båltaler. Vinteren kan til gengæld kræve lidt ekstra reparationer, idet nogle pæle har løsnet sig fra bunden. Aggersund Bådelaug fik et beskedent overskud på 756 kroner men har en beholdning på 60.000 kroner.
__
|