Tidligere møbellager skal være nyt handelscentrum
Henry "Helge" Nielsen satser på at gøre Overlade til centrum for kunstnere og kræmmere.
Bygningerne, der i årtier har været hjemsted for det netop lukkede Overlade Møbellager, skal ikke komme til at stå tomme og ubenyttede hen. Det vil slet ikke være til at bære, siger Henry "Helge" Nielsen, som sammen med sine 3 søskende ejer bygningerne. Derfor har han en plan. Bygningerne skal hver weekend summe af liv, når kunstnere og kræmmere forhåbentlig fylder de fleste af de omkring 800 kvadratmeter store butikslokaler. Henry "Helge" Nielsens familie har i generationer bestået af folk med handelsblod i årerne. Hans bedstefar var i sin tid med til at åbne 6 møbelforretninger i Aalborg, og Henrys far grundlagde forretningen i Overlade. Det er da også denne egenskab, der driver lysten til at skabe et handelscentrum for kunstnere og kræmmere i Overlade. I forvejen valfarter mange mennesker hver lørdag til byen for at købe brugte ting på den modsatte side af vejen i Loppen, som drives af støtteforeningen for I. K. Vest. Henry "Helge" Nielsen fastslår, at de to parter ikke bliver konkurrenter. Derimod kan det skabe en synergieffekt, at der bliver endnu mere at vælge imellem for dem, der lægger vejen forbi Overlade i weekenden. Det tidligere møbellager består af to store bygninger, hvoraf det ene har store butiksvinduer, der giver ekstra muligheder standlejerne. Henry "Helge" Nielsen bor i Løgstør, hvorfra han driver vinduespudserfirmaet ABClean med 9 ansatte. Kunst- og kræmmermarkedet i Overlade skal kun være åbent i weekends. Omkostningerne skal dækkes ind af standleje, som kommer til at ligge på 70 kroner per løbende meter. Flere kræmmere har allerede meldt deres ankomst, når der åbnes op første gang i påsken den 3. og 4. april. Der vil dog hver weekend blive stillet et mindre antal stande gratis til rådighed for helt uetablerede kunstnere, som kan søge om at få en af de gratis pladser. Ambitionerne for det nye tiltag er til at tage og føle på. Bagmanden håber nemlig på, at der med tiden også bliver andre aktiviteter i forbindelse med kræmmermarkedet. Han satser på, at der på sigt skal være et legeland eller et tivoli samt en scene, hvor amatør-sangere eller kommende X-factor-stjerner kan prøve talentet af. Den store grusbelagte p-plads håber han også, vil blive brugt. Der er plads til rigtig mange biler, siger han og forestiller sig et stort bagagerumsalg fra pladsen. Pladsen kan også benyttes af kræmmerne, der her kan overnatte i deres campingvogne eller telte, siger han.
__
|