Vinterbudgettet overskrides med millioner
Vinteren har været dyr for Vesthimmerlands Kommune, der allerede på årets to første måneder har brugt alle penge til snerydning - og en del mere.
Ved udgangen af februar er der allerede brugt et godt stykke over 9 millioner kroner til snerydning og glatførebekæmpelse i Vesthimmerlands Kommune. Dermed er budgettet på 5,7 millioner kroner til området for hele 2010 allerede sprængt i atomer, og flere udgifter venter forude. Der er stadig vinter, men der skal også opbygges et nyt lager af vejsalt til næste vinter. Der skal også påregnes udgifter til reparation af beskadiget og nedslidt materiel. Forvaltningen under Udvalget for Teknik og Miljø anslår den samlede budgetoverskridelse til mindst 8 - 9 millioner kroner. Og så kan man blot håbe, at der ikke kommer hård vinter igen sidst på året. Formanden for Teknik og Miljøudvalget, Niels Krebs Hansen (K), kan sammen med sine kolleger i udvalget se frem til endnu flere udfordringer, som er direkte afledt af vinteren. Vejene er nemlig mange steder blevet hullet og ujævne. "Vi tager på en besigtigelsestur i hele kommunen inden næste møde i april. Herefter vil vi prioritere de ting, som vi har råd til at få lavet," siger Niels Krebs Hansen. Formanden tilføjer, at vejbudgettet ikke slår til, hvis udvalget selv skal finansiere overforbruget på vinterkontoen. Hvordan midlerne skal findes for at overholde det samlede budget, skal udvalget komme med forslag til på april-mødet.
__
|