En 35-årig kvinde og en 61-årig mand havde en utrolig dårlig dag i Aars fredag aften.
Af Jacob Dalgaard
Fredag aften klokken 22.10 påkørte en bilist et helleanlæg på Hobrovej i Aars. Det blev set af et vidne, der kontaktede politiet, som var lige i nærheden. Føreren af bilen viste sig at være en 35-årig kvinde fra Nibe, og hun overlod efter uheldet rattet til sin passager - en 61-årig mand fra Arden, hvorefter de stak af fra skaderne på helleanlægget.
Turen varede dog ikke længe, da bilen som følge af sine skader ikke kunne køre længere, da de nåede ud på Gl. Roldvej nær Aars Fjernvarme. Her kunne politiet anholde de to personer, og de blev begge sigtet for spirituskørsel.