Påsken har budt på få men bemærkelsesværdige tyverier i Vesthimmerland. Således synes et indbrud i en garage på Solbakken i Aars mellem søndag og mandag at være målrettet en veteranknallert af mærket Puch Flagskib. Den gamle knallert fra 1975 er sort, og gerningsmanden er kommet ind ved at bryde et vindue op og åbne en dør.
I Vestergade i Aalestrup har en ukendt gerningsmand vredet en cylinder ud af en hoveddør og skaffet sig adgang til en bolig, hvor der i løbet af søndagen og frem til mandag kl. 00.45 blev stjålet et smykkeskrin med arvestykker samt noget kongeligt porcelæn. Fra samme villa er der stjålet et oksekranie og træelefanter.