Nordjyllands Politi intensiverer nu yderligere indsatsen mod indbrud i privat beboelse. Det sker 1. februar 2019, hvor en helt ny såkaldt operativ efterforskningsgruppe – fra lokalstationen i Hobro – skal efterforske og opklare indbrud, der er begået fortrinsvis i Himmerland.
Lederen af Patruljecenter Himmerland, fg. vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Allan Overgaard, ser frem til, at den operative efterforskningsgruppe påbegynder sit arbejde.
”Vi intensiverer indsatsen, fordi vi ved, at den krænkelse, borgerne er udsat for, når de har haft indbrud er rigtig stor. De bliver utrygge i eget hjem, og selvom anmeldelserne om indbrud i private hjem falder set over en flereårig periode, vil vi fortsat gøre en ihærdig indsats for yde borgerne tryghed,” fastslår Allan Overgaard.
Vicepolitiinspektøren understreger, at selvom borgerne ofte får mange af deres ejendele erstattet efter et indbrud, ja, så sker der desværre det, at også effekter af affektionsværdi stjæles.
”Og affektionsværdien kan jo ikke umiddelbart erstattes,” understreger Allan Overgaard.
Derfor er det heller ikke så underligt, at offentligheden har fokus på, at politiet prioriterer opklaringen af indbrud, hvorfor politikredsen da også i en årrække har haft et stort tryk på de kriminelle miljøer.
”Nu intensiverer vi indsatsen ved at lægge et endnu større pres på indbrudstyve, der opererer i Himmerland. Vi vil udnytte alle lovgivningens rammer for at frihedsberøve tyvene. Det er vigtigt for borgernes retsfølelse,” siger Allan Overgaard.
Strafferammen er også forhøjet ved en strafskærpelse i 2017, hvilket betyder, at når man begår et indbrud i et privat hjem, og der er nogen hjemme, så forhøjes straffen med indtil en tredjedel.
Vicepolitiinspektøren nævner som eksempel på efterforskningsgruppens arbejde, at man nu blandt andet ved indbrudsbølger kan benytte de øgede resurser og kompetencer til omgående at lægge tyngde i opklaringsarbejde.
”Vi har erfaring for, at indbrud nogle gange kommer i bølger, og dette nye initiativ øger vores parathed til at håndtere disse indbrudsbølger hurtigere, uanset om tyvene er tilrejsende kriminelle eller lokale fra området, og uanset om der er tale om indbrud i privat beboelse, i sommerhuse eller andre former for berigelse.”
Politiets øgede indsats i Himmerland skal dog følges op af en større motivation til, at borgerne sikrer deres hjem bedre. Det mener vicepolitiinspektør Allan Overgaard.
”Vi kan efterforske og opklare, men borgerne skal i højere grad forebygge mod indbrud. Vi har en række klare råd til borgere, og det er faktisk ret lidt, der skal til, hvis man vil gøre det mere besværligt at være indbrudstyv.”