De seneste dage har der været forholdsvis mange indbrud i Vesthimmerland. Flest i Farsø.
I børnehaven Valhalla har en ukendt gerningsmand mellem tirsdag og onsdag benyttet en stige og brudt et vindue på første sal op. Fra stedet er der stjålet penge, en gaveæske og diverse andre effekter, der ikke er sat navn på.
Også Røde Kors butikken i Nørregade har haft ubudne gæster. Det er sket mellem tirsdag kl. 17 og onsdag morgen klokken 8. Gerningsmanden har brudt en nøgleboks op og fundet nøglen til butikken, hvorfra der efterfølgende er stjålet kontanter.
Stjal batteri fra bil
På Nakkevej i Risgårde ved Strandby gik det i omtrent samme tidsrum udover en hvid Fiat Ducato varebil. Den fik stjålet batteriet samt noget værktøj. Også begge bilens nummerplader med registreringsnummer BS 42 473 er blevet stjålet.
På Boltrupvej ved Hyllebjerg har der været indbrud i en villa onsdag mellem klokken 14.45 og 16.50. Der er blevet knust en rude i en bagdør, og fra stedet er der stjålet et tv, en playstation 4, en soundbar, en tv-boks og vaser af mærkerne Kähler og Lyngby samt diverse andet indbo.
Der har også været indbrud i en villa på Ingemannsvej i Aarsi går mellem klokken 12 og 18. Herfra er der endnu ingen opgørelse over, hvad der er stjålet. Men vindue er blevet brudt op, og huset er blevet gennemrodet.
Endelig har der været indbrud i et klubhus på Overvejen i Vognsild tilhørende Vognsild Idræts- og Boldklub. Det er sket mellem 9. og 12. februar. Et vindue er blevet brudt op, og flere indvendige døre er blevet sparket op. Umiddelbart er der ikke stjålet noget.