Selv om Vendsyssel her i Nordjylland er hårdest ramt af indbrud for tiden, går Himmerland nu ikke helt fri.
I Trend har der på Hellesvej været indbrud i et sommerhus. Mellem 29. oktober og 26. november er en rude blevet aflistet, og fra huset er der stjålet 10 flasker spiritus - blandt andet vodka og whisky - samt en sort rygsæk.
På Granlidevej i Hornum er der på en adresse stjålet to paller med 900 kilo træpiller på hver. Samme sted har tyven også taget en CO2-svejser af mærket Migatronic.
Hos Odin Diving i Aggersund har der mellem fredag og søndag været ubudne gæster i et værksted. Noget tyder på, at disse gæster er kommet ind med rette nøgle. Fra stedet er der stjålet en ny Makita skruemaskine og 10 skruetrækkere.
En New Holland traktor var kortvarigt stjålet fra en ejendom på Ovenskovvej i Hvalpsund. På et ukendt tidspunkt mellem torsdag aften klokken 16 og fredag morgen klokken 7.45 har nogen fået startet traktoren og kørt ud på en mark. Her er den gået i stå og blevet efterladt.