Et ekstra fokus på butikstyve i Fakta i Farsø og Aalestrup afslørede tidligere i denne måned 7 butikstyve. Bortset fra en 22-årig kvinde, som stjal varer for 25 kroner i Fakta i Aalestrup i onsdags er alle butikstyvene blevet taget i Farsø.
Og det er ikke de store beløb, folk gør sig til tyve for. Bundskraberen er en kvinde født i 1962, som stjal for en 10'er den 11. januar. En mand fra 1954 tog varer for 30 kroner den 13. januar uden at betale.
En ældre dame fra 1937 lod også pungen blive i tasken, da hun forlod Fakta med varer for 32 kroner den16. januar. En anden kvinde, der kun er to år yngre forsøgte sig dog med et varetyveri til en værdi af hele 106 kroner den 17. januar.
Topscoreren i denne lille Fakta-razzia blev en kvinde fra 1966, som den 13. januar tog varer for 407 kroner.