Seks personer og en hund blev reddet i land, mens en anden hund savnes efter et bådforlis i Hvalpsund i eftermiddag.
Midt på eftermiddagen kæntrede en båd på Limfjorden ved Hvalpsund. Ombord var 4 mænd, to kvinder og to hunde. Det var en sejlbåd inde i havnen, der sejlede ud og kom de nødstedte til undsætning. Sejlbåden fik hevet 5 personer og den ene hund ombord, mens Hvalpsund-Sundsøre færgen Mary fik reddet den sidste person. Trods en større eftersøgning lykkedes det ikke at finde den anden hund.
Både politi, ambulancer og en redningshelikopter blev sendt til stedet for at tage sig af de chokerede og nedkølede personer, der ikke bar redningsveste. Det var dog kun den ene af personerne, der blev kørt på sygehuset til nærmere helbredstjek.