76-årig kvinde glemte alt om komfuret, da telefonen ringede. Køkkenet udbrændte.
Torsdag sidst på eftermiddagen måtte brandvæsenet rykke ud til en brand på Hobrovej i Vilsted. Her havde en 76-årig kvinde sat en gryde på komfuret med margarine og tændt op. I det samme ringede telefonen, og uheldigvis glemte kvinden alt om den efterhånden meget varme margarine.
Til sidst gik der ild i margarinen, og flammerne fik fat i emhætten, hvorfra ilden bredte sig til resten af køkkenet, inden det lykkedes brandvæsenet at få ilden under kontrol.
Politiet oplyser, at der ikke skete skader på personer, men den 76-årige kvinde er sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen, som oftest udløser en bøde.