Efter et tip indfandt politiet sig tirsdag eftermiddag kl. 13.15 på en adresse i Aars. Det viste sig, at det ikke var uden grund, at politiet havde fået et praj om, at noget var galt, for hos en 19-årig mand fandt betjentene hele 142 kanonslag. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Politiets jurister skal nu afgøre, hvilken paragraf, der skal tages i anvendelse. Derudover blev den unge mand også sigtet for at overtræde våbenloven, idet politiet også fandt ham i besiddelse af en springkniv.