En patruljevogn stoppede natten til onsdag 28. marts en bilist på Vinkelvej i Aalestrup. Betjentene ville gerne være sikre på, at alt var, som det skulle være, da tidspunktet var lidt småsent.
En hurtig snak med den 19-årige bilist gjorde det dog klart, at han var påvirket af et eller andet. Narkometeret blev straks fundet frem, og han fik lov at afprøve det, og det viste sig, at manden var påvirket af hash.
Han måtte derfor stige ud af bilen, så betjentene kunne få et bedre kig. De fandt 0.92 gram hash i bilen.
Bilisten blev anholdt, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand samt for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. En blodprøve på stationen skal efterfølgende bekræfte narkometermålingen.