Efter længere tids arbejde kan Løgstør Handler ApS nu fortælle, at der åbner en workzone i Toldboden pr. 1. oktober 2022.
Workzonen kommer til at henvende sig til en bred gruppe af mennesker. Herunder både iværksættere, selvstændige, som ønsker at flytte kontoret væk fra hjemmeadressen, virksomheder, der ønsker en fysisk tilstedeværelse i Løgstør uden at have sit eget afdelingskontor og lønmodtagere, som arbejder hjemmefra i Løgstør, eller som kommer langvejs fra med flere.
”Fælles for dem alle er, at det er folk, som ønsker at være en del af noget større og bidrage til fællesskabet, som der bliver skabt. Vi ønsker at skabe diversitet og at henvende sig til alle, som til gengæld vil bidrage til den gode stemning i hverdagen,” udtaler Torben Frederiksen, formand for Løgstør Handler ApS.
Workzonen kommer til at indeholde 12-15 arbejdspladser, hvoraf nogle er faste pladser, mens andre er fleksible for dem, som ønsker at arbejde i workzonen i en kortere periode. Herudover vil det være muligt for både brugere af workzonen og udefrakommende at gøre brug af workzonens mødelokaler. Prisen for
leje af en arbejdsplads på månedlig basis er 1.750 kr. ekskl. moms.
Til realisering af dette projekt har Løgstør Handler ApS været så heldige at modtage støttemidler fra LAGJammerbugt-Vesthimmerland. Herudover er der modtaget en positiv tilkendegivelse om støtte fra Løgstør Erhvervsråd.
”Vi er meget glade for den positive opbakning, som projektet har fået fra både LAG-JammerbugtVesthimmerland og fra Løgstør Erhvervsråd. Med den støtte, som projektet allerede har fået, har vi stor tiltro til, at workzonen vil blive taget godt imod, og vi håber at mange ønsker at benytte muligheden for nu at arbejde hjemmefra i fællesskab med ligesindede,” siger Torben Frederiksen.
Har man et ønske om at se, om Toldboden Workzone kan opfylde behovet for en arbejdsplads, er man velkommen til at lave en uforpligtende aftale med Løgstør Handler. På sigt vil der også blive afholdt fredagsbarer, hvor det er muligt for alle interesserede at besøge workzonen og blive klogere på konceptet.