En nyopført villa på en ejendom nær Næsborg bliver påfredag præsenteret i TV2 Nords boligprogram Vizitten.
I morgen kan TV2 Nords seere kigge med indenfor i en nyopført villa på en landejendom i Næsborg. I huset bor Charlotte og René Lund Hansen, der i første omgang selv har tegnet huset og siden har haft lokale håndværkere med på råd.
At villaen har fundet vej til Vizitten er ikke helt tilfældigt, for der er tale om et ganske særligt hus. Villaen er bygget med bilgarage i kælderen. Herfra går der elevator til stueetagen og videre op til 1. sal og 2. sal, hvor der er 140 kvadratmeter pulterkammer. I stueetagen og på 1. sal er der i alt 400 kvadratmeter beboelse. Totalt er huset på 700 etagekvadratmeter.
René Lund Hansen viser gerne rundt i huset, som parret tog i brug 6. august 2010. Men historien starter faktisk tilbage i 1999, da parret køber gården på Aarsvej 40. Her har Charlotte og René boet i det gamle stuehus fra 1898. I mange år troede de, at de skulle foretage en større renovering, men det viste sig at ville blive lige så dyrt som at bygge nyt. I februar 2009 påbegyndte de så opførelsen af drømmehuset, som blev placeret i den gamle gårds baghave.
"Vi har haft mange idéer, men det har været vigtig for os, at huset skulle være enkelt og symmestrisk," siger René Lund Hansen.
Hvad den prægtige villa har kostet er en velbevaret hemmelighed, men René tror, at finanskrisen har gjort det billigere at bygge, end det ville have været bare to år tidligere.
"Derudover har jeg selv været ude og handle alle ting enkeltvis, og det tror jeg også, vi har tjent penge på," siger René Lund Hansen.
Gulvene i huset er belagt med klinker i skaktern i nogle rum og trægulve i flådeeg i resten af huset. Da Lord Nelson i 1807 tog den danske flåde, blev der plantet massevis af nye egetræer i Danmark, så flåden kunne genopbygges. Nu er træerne klar til brug, men flåden bruger ikke længere egetræ. Derfor er nogle af stammerne endt som gulv i villaen på Aarsvej 40.
Det er blot en af de pudsige detaljer, som Charlotte og René kan berette om i deres nye hjem. En anden er spisebordet i køkkenet, som er lavet af et elmetræ, som har stået på gården Kirstinesminde i Næsborg, som er Charlottes barndomshjem.
9 timers optagelser i huset
Optagelserne til Vizitten tog 9 timer. Programvært Zita Hvid koncentrerede sig særligt om indretninger, som ikke er set i andre huse fra tidligere programmer. Og her blev elevatoren midt i huset trukket frem. Nede i kælderen er der bygget en flot vinkælder med kuppel, og den vil seerne helt sikkert også få at se. I det store køkken er der ikke nogen emhætte at se. Den kommer op af bordpladen, når den skal bruges. Der er to skorstene på huset for at sikre symmetrien. Kun den ene bruges til pejsen i dagligstuen. Huset er i øvrigt fri for diverse hætter. Alle udtræk og antenner med mere er skjult ude bag nogle træer i haven.
René Lund Hansen er godt tilfreds med resultatet og kan ikke pege på noget han ville have gjort anderledes. Ikke mindst hans kontor fremkalder et veltilfreds smil på gårdejerens ansigt. Her har han selv fået lov at vælge farven, og den ene væg er blevet malet Claas-grøn. Dermed kan han hver dag blive mindet om sin store mejetærsker og den tid på året, han længes allermest efter; nemlig høsten.
Den gamle gård rives ned
Huset er færdigt, og når vinteren er omme, kan næste etape starte. Der skal anlægges en have med belægning rundt om huset. Inden udgangen af 2011 vil hele den gamle 4-længede går også være jævnet med jorden. Dermed bliver der plads til at anlægge en meget stor gårdsplads, hvor der bliver plads til både Claas, John Deere og Mercedes.
René Lund Hansen driver i dag i alt 13 ejendomme med 630 hektar. Nogle er efterhånden blevet bygningsløse, på andre er bygningerne udlejet og andre igen er lejede markjorder. På 3 af ejendommene er der dyr. Her produceres der årligt 10.000 slagtesvin, og der malkes 375 køer. Bedriften med malkekøer er under udvidelse med en ny stald i Nørrekær, så besætningen kommer op på 460 køer.
Når villaen i Næsborg bliver vist frem i Vizitten på fredag, bliver det i en kort version på 10 minutter. Den 24. januar vises hele udsendelsen i sin fulde længde på omkring 35 minutter.