Rønbjerg Sejlklub fejrer både 50 års fødselsdag og Havnens Dag.
Rønbjerg er en af de havnebyer, der i dag markerede Havnens Dag, som er et tilbud til lokalbefolkningen om at komme på havnen og på vandet og få en oplevelse. Dagen markeres i havnebyer rundt om i hele Danmark, og i 2017 skønnes det, at 100.000 mennesker deltog i de mange aktiviteter.
I Rønbjerg er det Rønbjerg Sejlklub, der stod i spidsen for dagens aktiviteter, og klubbens nye formand, Karen Steffensen, bød velkommen til de fremmødte klokken 10, hvorefter borgmester Per Bach Laursen åbnede for Havnens Dag.
I løbet af dagen kunne alle interesserede komme med på en sejltur i sejlklubbens både, eller man kunne komme ombord på Livøfærgen og følge med i en redningsøvelse.
- Vesthimmerlands Kommune har 90 kilometer kyststrækning, og det har en kæmpeværdi for kommunen - ikke mindst turistmæssigt, sagde borgmesteren i sin åbningstale.
I anledning af Havnens Dag er det tilmed gratis for gæstesejlere at gå i havn i Rønbjerg.
Udover at markere Havnens Dag kan Rønbjerg Sejlkub i dag også fejre 50 års jubilæum. Det sker i aften med en fest i det nybyggede masteskur.
Det gamle masteskur skal i stedet indrettes til sejlklubbens ungdomsafdeling. Til det formål fik Rønbjerg Sejlklub i dag overrakt et gavebevispå 10.000 kroner fra Spar Nord Fonden.