Mandag d. 15. august 2022 - Årgang 17
Tommy Jakobsen, der er Production Unit Manager hos Luxaflex Scandinavia A/S, slår fast, at virksomheden ikke er på vej væk fra Hornum.

Vi er stadig Hornums største arbejdsplads

25-07-2022

Selv om en større omstrukturering har kostet arbejdspladser på gardinfabrikken Luxaflex i Hornum, har de resterende 40 medarbejdere i følge ledelsen ingen grund til at frygte for fremtiden.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Det går faktisk ret godt på Luxaflex Scandinavia A/S i Hornum, og derfor har  direktør Michael Hovgaard også behov for at mane rygter om afvikling af virksomheden i jorden.

- Vi bliver i Hornum, og vi styrker servicen overfor vores kunder, understreger han. 

Rygterne har utvivlsomt fået næring af en større fyringsrunde i vinterhalvåret, hvor Luxaflex tog afsked med adskillige medarbejdere. Baggrunden for fyringerne var ikke en krise. Tværtimod har den hollandsk ejede koncern med 130 fabrikker i 100 lande haft rygende travlt under coronapandemien, hvor ophobede feriepenge hos private blev omsat til moderniseringer - og nye gardiner i de små hjem. 

Derimod tog ledelsen en beslutning om at gennemføre en større omstrukturering, der havde til hensigt at bibeholde Luxaflex' position som markedsledende i Skandinavien. I den proces blev produktionen af lamelgardiner og rullegardiner flyttet fra fabrikken i Hornum til nogle af koncernens samarbejdspartnere i henholdsvis Sverige, Polen og Tjekkiet.

Tilbage står Hornum med produktionen af cirka 30.000 plissé- og duettegardiner årligt. 

Michael Hovgaard forklarer, at operationen på ingen måder kommer til at kunne mærkes hos kunderne. Luxaflex handler kun business to business, og selv om produktionen flytter til udlandet vil Luxaflex kunne levere lige så hurtig som før. Desuden vil Hornum også stå for reparationer af alle Luxaflex-produkter. 

Gardinstænger vender tilbage

Alt har en tid, og alt får som regel en renaissance. Det gælder også gardinstænger og mormors hængegardiner. De er igen blevet moderne, og Luxaflex oplever en stigende efterspørgsel på disse produkter. Det forklarer Tommy Jakobsen, der er Production Unit Manager hos Luxaflex Scandinavia A/S.

En del af den ledige bygningskapacitet i Hornum er derfor indrettet til produktion af gardinstænger og tilhørende komponenter, som er hentet hjem fra Sverige. Derudover bliver Hornum lagerhotel for alle virksomhedens marketingsprodukter til hele Skandinavien, ligesom al service og kommunikation kommer til at udgå fra Hornum. 

Tommy Jakobsen siger, at Luxaflex endvidere ønsker at benytte fabrikken i Hornum som et uddannelsescenter til at uddanne både egne medarbejdere og eksterne forhandlere i Luxaflex' forskellige produktløsninger. 

Der var engang 120 medarbejdere på Luxaflex i Hornum. Nu er der 40, hvoraf de 34 arbejder med produktion. 

- Men vi er stadig den største arbejdsplads i Hornum, siger direktør Michael Hovgaard og fastslår igen, at Luxaflex absolut ikke er på vej væk fra byen. 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!