Aalestrup Classic Bil & MC Klub kan i år fejre deres 20 års jubilæum, og det gøres med et besøg i Løgstør.
Til trods for at formanden både har biler, motorcykler og knallerter, så har Henrik Bygholm valgt at køre på sin VeloSolex, når klubben på søndag den 3. juli fejrer sit 20 års jubilæum med en tur i og på de gamle køretøjer til Løgstør Parkhotel.
”Den er fra 1966, lige som jeg selv og vi er nogenlunde i samme stand. Noget slidt af tidens tand, men ellers velkørende” griner Henrik Bygholm og fortælle videre ” Veloen er jo ikke så hurtig, faktisk kun omkring 28 km/t, men den er meget charmerende at køre på og jeg bruger den faktisk meget i hverdagen, når jeg handler ind og skal i klubben på Vandværksvej," siger Henrik Bygholm.
Der er 206 personer tilmeldt til jubilæumsturen. De er fordelt på følgende køretøjer: 76 biler, 12 motorcykler, 21 knallerter og 9 VeloSolexer.
Deltagerne er opdelt i 3 grupper. Bil og MC, knallert og VeloSolex. Af praktiske årsager, starter de forskellige grupper, forskellige steder og på forskellige tidspunkter.
”Af hensyn til den øvrige trafik kan vi ikke køre langt over 100 veterankøretøjer samlet fra Aalestrup og til Løgstør," fortæller formanden og fortsætter:
"Desuden er der jo også hastighedsforskel fra Veloerne med ca. 28 km/t og op til motorcyklerne, så der giver det jo også mening at skille de forskellig køretøjstyper ad”
Kl. 11.00 starter knallertgruppen fra klubhuset på Vandværksvej i Aalestrup. Turen går over Østerbølle og videre til Svingelbjerg. Der er pause på Industrivej 2B i Farsø. Turen videre mod Løgstør, går over Fandrup, Hyllebjerg og Overlade. Herefter mod Vitskøl kloster og tager en tur over Rønbjerg, Næsbydale og videre mod Ravnstrup og Løgstør.
Kl. 12.00 Starter biler og motorcykler fra Messecenter Himmerland i Aars. Biler og motorcykler deles op i 2 grupper, der starter med ca. 15 min mellemrum.
Turen går over Havbro til Hornum, Gatten, Gundersted, Skørbæk, Halkær og til Bislev. Fra Bislev går turen mod Sebbersund, hvor der er pause ved Sebbersund Kloster og videre over Barmer og Farstrup, Brøndum og til Aggersund, hvorfra de kører langs fjorden til Løgstør. De to store korteger lægger også turen forbi Løgstør havn, inden de mødes med de to-hjulede på Løgstør Parkhotel.
Kl.12.30 starter Veloerne fra på Keldgårdsvej i Aars. De kører ad småveje over Hornum, Gatten og Vindblæs, inden gruppen lander på Løgstør Parkhotel.
Ifølge planen lander alle 3 grupper ved Løgstør Parkhotellmellem kl. 14.30 og 15.00.
”Målet for turene er et stort kaffe- og kagebord på parkhotellet, så jeg håber at det lykkes at ramme nogenlunde det samme ankomsttidspunkt senest kl. 15.00,” siger Henrik Bygholm.
Aalestrup Classic Bil & MC Klub har omkring 500 medlemmer og har over 50 arrangementer om året.