"Vi kan godt forstå, hvis folk undrer sig over, hvad vi laver indendøre på en campingmesse," siger Karin Winther. "For vi aner intet om traditionel camping og havde hverken campingvogn, autocamper eller telt med. Men vi mener faktisk, at vi i Danmark har et ukendt og rigtig godt friluftscampingtilbud fyldt med spændende naturoplevelser for alle generationer, som sagtens kan kombineres med en traditionel campingferie. Og så er det gratis."
Friluftscamping kræver blot, at man kan undvære alt på fire hjul, for det foregår i hængekøje eller i bivuak. Til gengæld må man, hvis man benytter disse overnatningsformer og med ganske få forbehold, overnatte hvor man vil i de kommunale og offentlige skove, siger naturvejlederne.
"På standen havde vi opsat en lille skov, hvor vi havde bygget en bivuak og hængt en hængekøje op. Denne stand, skilte sig markant ud fra de andre, og fik folk til at stoppe op, for at se nærmere på vores tilbud. Og vi blev meget positivt overraskede over den interesse, de besøgende viste for foldere med hængekøjeovernatning, naturperler i Vesthimmerland og ikke at forglemme den nytrykte naturguide med naturture i Himmerland med hjem."
Efter en weekend i "skoven inden døre", er de to naturvejledere meget glade for, at de tog opfordringen op, da Aalborg Kongres og Kultur Center opfordrede dem til at medvirke på messen.
"Vi er overbevist om, at vi i den kommende sæson, begge vil møde nye deltagere på arrangementerne i henholdsvis Rold Skov og Vesthimmerlands Kommune. Men hvad bedre er. Så fornemmer vi også, at flere på egen hånd har fået mod på at arrangere overnatning i det fri i de skønne naturområder i Nordjylland," siger naturvejlederne.