Lørdag d. 30. maj 2020 - �rgang 15

Vesthimmerlands idrætsvaner under lup

18-05-2020

En ny undersøgelse blandt borgerne i Vesthimmerlands Kommune skal kortlægge borgernes idrætsvaner eller mangel på samme. Målet er at se, hvad der virker, så kommunen fremover kan skræddersy motions- og idrætsinitiativer, så de får endnu flere i gang.

4.000 borgere i Vesthimmerland Kommune har netop modtaget et spørgeskema om deres motions- og idrætsvaner og dermed generelle sundhed. 

”Vi håber, at så mange som muligt vil bidrage og udfylde skemaet, så vi fremover kan lave endnu bedre motions- og idrætstilbud. Vi ved, at mange gerne vil i gang med idræt, men måske mangler det tilbud, som skubber dem afsted,” siger Eva Winther Dalby, som er lokal projektleder i Bevæg dig for livet – Senior, der er et samarbejde mellem DIF, DGI, Dansk Arbejder Idrætsforbund og Vesthimmerlands Kommune.

En del af dette samarbejde er at øge motions- og idrætsdeltagelsen blandt borgerne. Vesthimmerlands Kommune har siden 2017 deltaget som seniorkommune, som specielt har fokus på at øge borgere 60+`s muligheder for et aktivt liv. 

Undersøgelsen skal blandt andet klarlægge:

•    Motions- og idrætsvaner i forhold til alder, køn og erhverv.
•    Hvorvidt borgernes aktivitetsniveau lever op til WHO`s minimumsanbefalinger til fysisk aktivitet.
•    Niveau af tilfredshed med sports- og motionsfaciliteter.
•    Hvor, hvornår og hvordan borgerne ønsker at være eller er aktive.
•    Hvilke barrierer der er i forhold til de inaktive.

Det er andet år, at undersøgelsen laves og første gang, at Vesthimmerland er med. I alt 29 kommuner deltager i undersøgelsen i år, som kører fra d. 6. maj til d. 6. juni. Undersøgelsen er anonym og er sendt ud som spørgeskema via e-boks til 4000 borgere i kommunen.

Fakta: Bevæg dig for livet
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er målet i det historiske sam-arbejde, DGI og DIF har indgået med TrygFonden og Nordea-fonden om opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt: Bevæg dig for livet. Visionen er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.
 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!