Løgstør Strand har mistet sit Blå Flag, som er Friluftsrådets blåstempling af rent badevand. Det har været medvirkende til, at kommunen ny melder sig ud af ordningen.
227 strande og 29 lystbådehavne har i år fået tildelt Friluftsrådets Blå Flag. I Vesthimmerlands Kommune gælder i 2017 kun Hvalpsund, Ertebølle og Rønbjerg, efter at vandkvaliteten i Løgstør "kun" er blevet klassificeret "god".
I sidste uge tog Teknik og miljøudvalget konsekvensen og besluttede at melde Vesthimmerlands Kommune ud af ordningen for i stedet at satse på det hvide badeflag i samarbejde med andre jyske kommuner.
Blå Flag-ordningen stiller foruden rent badevand krav om livrednings- og førstehjælpsudstyr, toiletforhold og nødtelefoner på de strande, der tildeles flag. Det hvide badeflag stiller færre krav, og her er det kommunen selv, der skal foretage kontrollen af sine egne strande.
Ved at træde ud af blå flag-ordningen vil der være en besparelse i forhold til det beløb, kommunen årligt betaler for at være en del af Blå flag.
Hjørring Kommune var den første kommune uden det Blå Flag, og deres skifte til det hvide flag har ikke haft betydning for antallet af besøgende. I 2017 er det kun Vesthimmerland og Frederikshavn kommuner, der fortsat er med i Blå Flag-ordningen blandt de 11 nordjyske kommuner i Region Nordjylland.