Leder du efter en reservebedste, den 11. mand på fodboldholdet, en at lave mad sammen med eller måske en at dele oplevelser med? Så hop ind på boblberg.dk, vælg Vesthimmerlands Kommune og få inspiration – helt gratis.
Vesthimmerlands Kommune har i starten af 2019 givet adgang til Boblberg.dk - en borger-til-borger-portal, der danner rammerne for et digitalt fællesskab. Her kan du oprette opslag i form af ”bobler”, som inviterer til aktiviteter, interesser, oplevelser og meget mere i fællesskab med andre i kommunen. Du kan finde nye fællesskaber – eller du kan skabe dine egne. Det er kun fantasien og dine interesser, der sætter grænsen for, hvad du kan bruge Boblberg til.
Boblberg skal være med til at fremme Mental Sundhed, som er årets sundhedstema i Vesthimmerlands Kommune. Portalen er et led i at afhjælpe ensomhed, øge trivsel, skabe nye fællesskaber og venskaber på tværs af generationer, sprog og kultur samt bidrage til livsstilændringer, socialt samvær og motion. Boblberg skal gøre det endnu nemmere for borgerne i kommunen at gøre noget aktivt, dele deres interesser og måske endda få lyst til at opsøge helt nye relationer med andre.
Boblberg.dk og samarbejdet med danske kommuner
I dag samarbejder Boblberg med 27 danske kommuner, og flere kommer løbende til. Grundidéen bag Boblberg er at skabe et digitalt mødested for at motivere inaktive borgere, forebygge ensomhed og sikre borgernes mentale og fysiske sundhed. Boblberg arbejder ud fra et sundhedsfremmende perspektiv, hvor det i høj grad handler om brugerinvolvering og udvikling af borgernes sundhedsressourcer.
Sådan gør du
På boblberg.dk skal du oprette en bruger under Vesthimmerlands Kommune for at få adgang til at se og oprette ”bobler”. Portalen er brugervenlig og fungerer som et uformelt forum, der giver en unik mulighed for at finde andre ligesindede. Boblberg er for alle, det er uforpligtende at bruge, og det er helt gratis.