Der er en forsvarende, en genganger og et comeback på den liste over kandidater, som Venstre i Ålestrup indtil nu har klar.
Venstre i Ålestrup har for nyligt afholdt generalforsamling. Generalforsamlingen var virtuel, og dette gjorde at deltagerantallet var en smule lavere end normalt. Formandens beretning var naturligvis præget af Coronasituationen, der som bekendt har fyldt rigtig meget det forgangne år.
- Regeringen håndterede krisen korrekt i begyndelsen, med hurtig og konsekvent nedlukning af samfundet. Sidenhen har regeringen optrådt meget egenrådig, uden at tage Folketingets øvrige partier med på råd. Dette er minkskandalen et meget tydeligt eksempel på, sagde den lokale formand Jens Jørn Nielsen.
Beretningen kom også ind på den nuværende situation i Venstre. 2020 skulle have været et festår for Venstre, der her kunne fejre 150 års fødselsdag.
Fejringen blev desværre ikke til noget, mest pga. corona, men også fordi der har været for meget uro i Venstres folketingsgruppe. Prominente navne har forladt partiet, og der har været en del udskiftning i den øverste ledelse de senere år. Dette kan ingen partier holde til, og for Venstre har det da også påvirket meningsmålingerne i den forkerte retning.
- Nu ser vi fremad. Tingene retter sig, og der er lys forude. Lokalt har vi en meget velfungerende byrådsgruppe med borgmester Per Bach Laursen i spidsen, som er garant for et bredt samarbejde i byrådet. Regionalt er det Per Bisgård, der repræsenterer Venstre her i Vesthimmerland. Her arbejder Per,
blandt meget andet, for en lægebemandet skadestue i Farsø, og måske på sigt, igen en ambulance med fast base i Ålestrup, sagde Jens Jørn Nielsen.
Til bestyrelsen var der genvalg til Frede Hansen, hvorimod Niels Jørgen Kristensen stoppede efter mere end 40 års tro tjeneste for Venstre. Han afløses i bestyrelsen af Ole B. Sørensen.
Tre kandidater
Efter generalforsamlingen var det tid til at præsentere kandidater til byråd og regionsråd. Til byrådet i Vesthimmerlands Kommune stiller Venstre i Ålestrup med:
Lene Mikkelsen, Thorup. Hun stillede også op for 4 år siden, hvor hun ikke opnåede valg.
Ole B. Sørensen, Gedsted. Han var i byrådet i den første periode i den nye Vesthimmerlands Kommune.
Per Bisgård, Ålestrup. Han er nuværende medlem af både byrådet og regionrådet.
Til Regionsrådet genopstiller Per Bisgård, Ålestrup.
Selvom kandidaterne var velkendte navne, fik de mulighed for at præsentere sig, og også fortælle lidt om, hvad de vil arbejde for i den kommende valgperiode. Der bliver afholdt et mere formelt opstillingsmøde, når forholdene tillader det.