Aggersund kan endnu. Det kan man konstatere efter weekendens festligheder, hvor byen samlede hele 90 mennesker til karnevalsoptog.
AGGERSUND: Når man planlægger en udendørs aktivitet, er det altid med en vis spænding, om vejrguderne vil være venlig stemte, eller det modsatte.
Ser man på vejret i weekenden, tyder en del på, Aggersund Idrætsforening havde lavet en god aftale med de højere magter, idet der var dejligt sommervej, mens den årlige sportsuge blev afviklet på stadion fredag, lørdag, søndag og mandag.
Selv om idrætsforeningen kalder det en sportsuge, er der dog også en del, som ikke decideret har med sport at gøre. Fredag eftermiddag og aften var der således revy i Aktivitetshuset, og det blev en stor succes. Der var mange festlige indslag, og traditionen tro, fik en del lokale borgere også et par ord med på vejen.
Flot optog
Der var sikkert en del af folkene bag sportsugen, som blev lidt nervøse for den videre afvikling af sportsugen, da de natten til og lørdag morgen kunne opleve, at regnen silede ned. Vejrudsigterne lovede også mere regn lørdag, men heldigvis var vejrguderne ikke enige med diverse meteorologer, så der var tørvejr, da karnevalsoptoget skulle løbe af stabelen lørdag formiddag.
Og lad det være slået fast med det samme – optoget blev en kæmpe succes. I betragtning af byens størrelse, er det utrolig flot, at der kan stables otte flotte og festlige indslag, med ca. 90 deltagere, på benene.
Optoget startede på stadion og gik gennem byen med musik og faner fra idrætsforeningen og borgerforeningen i spidsen. Der blev gjort hold på legepladsen i Brogade, hvor Aggersund og Omegens Borgerforening traditionen tro bød på rundstykker, kaffe/the, sodavand og en lille skarp til halsen, for hvem der havde lyst til en sådan en lørdag formiddag.
Man oplevede et farverigt og festlig skue, når man kiggede på optogets deltagere. Der var blandt andet Flintstones, søde badenymfer og pensionister i tøj, som man kun brugte ved særlige lejligheder, da de var unge. ”Kællingeklubben” deltog med Noahs Ark, hvor der var blandt andet en elefant og papegøje med. En flok unge mennesker slog til lyd for, at det ikke altid drejer sig om at få en høj uddannelse, idet de mente, at Rigtige mænd – er arbejdsmænd.
Det var publikum der kunne stemme om hvem der skulle blive nummer 1, 2 og 3. Førstepladsen gik til Havnens Flintstones, mens Pensionistklubben og Rigtige mænd – er arbejdsmænd delte andenpladsen.
Havetraktortræk og grisefest
Lørdagens program bød endvidere på en spændende dyst i havetraktortræk. Der var rigtig mange som havde taget turen til Aggersund med deres mere eller mindre tunede havetraktorer, og der lød motorbrøl hele eftermiddagen, inden vinderne i de forskellige klasser var fundet.
Naturligvis var der også fodbold på programmet, og her mødtes Løgstør IF´s jyllandserie og Hobro serie 1. Efter en spændende kamp, som blev afviklet i bagende sol, kunne Løgstør rejse hjem med en sejr på 3-2. Endvidere blev afviklet en old boys turnering – i et lidt mere roligt tempo.
Lørdagens program sluttede med grisefest, og den gode mad blev nydt, mens det lynede og tordnede og regnen piskede ned.
Våde børn
Søndagens program bød blandt andet på en rafleturnering, gudstjeneste i multiborgen ved præst Pernille Vigsø Bagge, fodbold for herrer serie 6, familiebanko og grillaften for alle.
Som et ekstra – og ikke programsat punkt – dukkede en brandbil fra Løgstør op med vand, som blev brugt til en vandrutchebane, som skabte stor lykke hos børnene.
Sportsugen slutter i aften med gade/firmafodbold.