En flok vandrere var tirsdag ude at gå i Løgstør i en god sags tjeneste. Men de blev fanget i tordenvejr og skybrud.
Løgstør Fodslaw havde tirsdag aften indkaldt til den årlige vandretur i Løgstør, hvor der via et deltagergebyr på 30 kroner samles ind til Kræftens Bekæmpelse. 40 personer var mødt op på en lun sommeraften ved Løgstør Hallerne. Men i horisonten truede et uvejr.
De, der valgte den korte rute på 3 kilometer nåede tørskoet hjem og fik også købt kage og kaffe på hallens p-plads.
Værre gik det for holdet, der havde valgt at gå 6 kilometer omrking havnen og kanalen. De blev fanget af det voldsomme skybrud og tordenvejret.
- Alle tog det dog med oprejst pande, forklarer Else Hedelund fra Kræftens Bekæmpelses lokaludvalg, som selv var medarrangør af turen. Kagen var dog lidt våd for de sidste, tilføjer hun.
Med deltagergebyret og salget af kaffe og kage blev der indsamlet omkring 2200 kroner til Kræftens Bekæmpelse.