Kun få børn deltog i årets adventsfest i Overlade, hvor Julemanden kom forbi.
Af Jacob Dalgaard
Gennem snart to år har vi efterhånden vænnet os til, at alting ikke er som det plejer, på grund af corona. Men i Overlade forsøgte menighedsrådet i dag at holde en gammel tradition i hævd ved at holde adventsfest med gudstjeneste efterfulgt af hygge i hallen.
Det lykkedes også, men der var bemærkelsesværdigt få børn med i år. Så Julemanden måtte næsten lede efter nogle af dele slikposer ud til, da han dukkede op.
Adventsfesten startede med gudstjeneste i Overlade Kirke, hvor Aggersborg Gospelkor medvirkede. Koret var cirka halveret, hvilket også i stort omfang kan tilskrives corona.
Bagefter var der som nævnt hygge i Overlade Kulturcenter, hvor menighedsrådet serverede kaffe og æbleskiver, og der blev også danset om juletræ.