Kimbrerskuet og Hobro Dyrskue afholder kursusaftener for nye udstillere, hvor garvede udstillere øser ud af deres viden
Det er et kæmpestort arbejde at gøre et kreatur, en hest eller et får klar til dyrskue. Koen skal ”fittes”, klippes og måske males, hesten skal trænes i mange timer, inden den er show-klar, og fåret skal klippes på den helt rigtige måde. Kimbrerskuet og Hobro Dyrskue vil gerne hjælpe nye udstillere med at blive helt skarpe i disci-plinen dyrskue-klargøring.
- Det er blevet mere og mere showpræget at udstille på dyrskuerne, og vi vil gerne klæde de unge på til opgaven, siger formand for Kimbrerskuet 2017, Ulrik Lund.
Fem kursusaftenener i støbeskeen
Derfor de to skuer gået sammen omkring et nyt tiltag, der henvender sig til nye og urutinerede udstillere. Der er arrangeret fem kursusaftener; to for udstillere af heste, en for malkekøer, en for får og en for kødkvæg. Her vil eksperter give gode råd til, hvordan dyrene fremvises optimalt.
- Vi har allieret os med nogle af de mest garvede udstillere, som vil øse ud af deres viden, fortæller Ulrik Lund.
Arrangementet for heste kommer til at foregå hos Aars Hestepraksis, mens det er Steen Skov, Aars, der lægger stald til arrangementet for malkekvæg. Fårenes kursusaften afvikles på Vitskøl Kloster.
Han håber også på, at det nye tiltag kan være med til at tiltrække flere nye udstillere.
- Vi har lavet de her arrangementer for at gøre noget for netop de unge, fordi vi håber, at de vil udstille deres dyr på skuerne, siger formanden.