Hvis man er mellem 9 og 14 år og har lyst til at lære at arbejde med ler og lave en masse julegaver så er muligheden på vej. Himmerlands Ungdomsskole slår dørene op for en keramikweekend den 12. og 13. november.
“Keramikvaser, lyshuse og skåle er blevet meget populære i kunstbutikker og hos isenkræmmere og de kan inspirere os” fortæller skolens keramiklærer Randi Borum.
“Weekenden er for børn som har lyst til at være kreative og skabe forskellige ting i ler. De behøver ikke kunne noget i forvejen, for man vil komme til at lære forskellige teknikker i løbet af weekenden”.
Ler er et materiale, som nok får nogle voksne til at tænke tilbage på deres skoletid og en skæv kop uden hank, men sådan behøver det ikke at gå.
“Børn kan med teknikker, som passer lige til dem, skabe utrolig flotte ting, og der skal nok blive glæde i familien, hvis nogle af dem får lov til at ligge under juletræet,” fortæller Randi.
På Himmerlands Ungdomsskole er man ved at indrette det gamle jern-og metalværksted til et stort nyt keramikværksted med ny ovn og drejeskiver.
“Det er et fag, vi er i gang med at opprioritere og et fag, som mange af vores elever har fået øjnene op for og er utroligt glade for.”
Når man spørger, hvorfor skolen nu inviterer til endnu et arrangement, svarer forstander Jesper Laubjerg:
“Vi vil gerne lukke skolen op for omverdenen, udnytte vores lokaler og kompetencer og give folk nogle gode oplevelser. Vi har sangaftener og højskoleaftener for voksne, teenagere kunne komme på camp i efterårsferien, og nu er det så blevet de lidt mindre børns tur. Vi er en stor skole i et lille samfund, og vi vil gerne bidrage med det, vi kan.”
Der er kun plads til 14 på holdet i denne omgang og tilmeldingen bliver efter først til mølle princippet.