Tirsdag d. 18. januar 2022 - Årgang 16

Udsolgt efterårsmesse i Lanternen

31-10-2021

Alle stande var solgt på forhånd til weekendens efterårsmesse i Lanternen.

Tekst og foto: Jacob Dalgaard

Der var stort rykind i Lanternen i går på førstedagen af efterårsmessen "Efterår i Lanternen". Den store parkeringsplads foran Lanternen kom for en sjælden gang skyld til kort, da kapaciteten ikke rakte til de mange besøgende, der kom forbi - mange med fribilletter i hånden. 

Omkring 80 udstillere har booket plads på messen, og med blot et par uger til kommunalvalget fylder de politiske partier godt på messen blandt ejendomsmæglere, bedemænd, håndværksfirmaer, fagforeninger, detailhandelsbutikker og mange andre. 

Det Radikale Venstre er også på messen, hvor partiets spidskandidat til både regionsrådet og byrådet i Vesthimmerland, Gitte Lopdrup, har satset 100 procent på partiet. Hun har sagt sit job op for at hellige sig politik, hvor et af de helt store mål er at føre partiet tilbage i byrådet i Vesthimmerland efter fire år ude i kulden. 

På Venstres stand kan man gætte på den samlede vægt på de syv lokale kandidater, og om der faktisk er tale om politiske sværvægtere må komme for dagens lys sidst på dagen, når messen lukker. 

Konkurrencer er der masser af med fine præmier til de heldige. Og ganen bliver også forkælet på mange af standene. 

I går blev messen åbnet af sognepræst Pernille Vigsø Bagge, og senere blev der afholdt et lille valgmøde med byrådskandidater på scenen, som X-factordeltager Mathilde Caffey senere indtog med en lille koncert. 

I dag er der trylleshow og modeshow, inden messen lukker kl. 16. 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!