KVARTALSRAPPORT: Vækst i den primære indtjening sikrer overskud trods større nedskrivninger og markante kursfald
Jutlander Bank kom ud af første kvartal 2020 med et resultat før skat på 13 millioner kroner mod 96 millioner i samme periode af 2019. Efter skat lyder resultatet på 14 millioner kroner mod 79 millioner i fjor.
Resultatet betegner banken selv som ”mindre tilfredsstillende”.
”Det er jo samme historie, der lyder fra stort set samtlige pengeinstitutter: Første kvartal blev præget af højere nedskrivninger og negative kursreguleringer, efter at samfundet lukkede ned på grund af corona-krisen”, siger Jutlander Banks ordførende direktør, Per Sønderup.
”Den positive historie i Jutlander Bank er dog, at vi – midt i al ulykken – har forøget vores indtjening på den primære bankdrift,” tilføjer Per Sønderup.
Bankens netto rente- og gebyrindtægter steg med 13 millioner kroner, fra 185 millioner i 2019 til 198 millioner i 2020.
Nedskrivninger
Stigningen i indtægterne kunne dog ikke stå mål med de stigende udgifter, der blev udløst af nedskrivninger og kursfald på bankens beholdning af værdipapirer. Nedskrivninger på udlån er en udgift på 15 millioner kroner, hvor banken i første kvartal 2019 kunne tilbageføre nedskrivninger for netto 5 millioner.
”Vi har endnu ikke registreret væsentlige tab som følge af corona-situationen. Men selv om Folketinget har iværksat forskellige hjælpepakker, må vi forvente, at nogle af bankens kunder vil få det økonomisk svært fremover”, konstaterer Jutlander Banks ordførende direktør.
”Det gør selvfølgelig altid ondt på en bankdirektør at se penge forsvinde på nedskrivningskontoen. Men det gør faktisk mere ondt at vide, at der bag hvert af de tab, vi måtte få, findes en historie om en virksomhed eller en familie, der er blevet hårdt ramt af corona-krisen”, siger Per Sønderup.
Kursreguleringer
Også Jutlander Banks kursreguleringer blev ramt af coronaen, der betød en hård opbremsning af økonomien i hele verden. Det skabte store kursfald på aktiemarkederne og stigende renter.
Jutlander Banks overskudslikviditet er primært placeret i danske stats- og realkreditobligationer. De stigende renter betød negative kursreguleringer på obligationerne, og samtidig blev bankens beholdning af børsnoterede aktier også ramt af kursfald. Bankens kursreguleringer for 1. kvartal 2020 blev i alt negative med 32 millioner kroner, mens de i 1. kvartal 2019 var positive med 42 millioner.
Kapitalforhold
Jutlander Bank har en kapitalprocent på 20,7. Det skal ses i forhold til bankens individuelle solvensbehov og lovmæssige buffere og tillæg, der bringer det samlede kapitalkrav op på 13,4 procent. Dermed har banken en kapitaloverdækning på 7,3 procentpoint, svarende til en milliard kroner.
”Det er vores klare vurdering, at vores kapitalforhold er solide, da vi allerede nu opfylder de kommende kapitalkrav, som vi kender til”, siger Per Sønderup, der samtidig glæder sig over, at Jutlander Bank for ganske nylig af Bankresearch blev kåret som det fjerde-sundeste ud af 58 danske pengeinstitutter ved udgangen af 2019.
”Og det blev vi, fordi vi har både polstring og indtjeningsmotor i orden”, siger Jutlander Banks ordførende direktør.
Forventninger
På baggrund af de negative effekter af corona-krisen har Jutlander Bank nedjusteret sine forventninger til årsresultatet med 50 millioner kroner. Det fortalte banken i en selskabsmeddelelse allerede 1. maj, da resultatet for første kvartal var kendt.
Da Jutlander Banks årsrapport blev offentliggjort midt i februar, forventede ledelsen et resultat før skat i hele 2020 på 225-275 millioner kroner. Men så kom coronaen, og det danske samfund lukkede ned.
”Derfor skrev vi i en selskabsmeddelelse 23. marts, at vi suspenderede vores forventninger. Da regnskabstallene for første kvartal 2020 forelå, nedjusterede vi så forventningerne til intervallet 175-225 millioner kroner”, fortæller Per Sønderup.