Torsdag d. 1. december 2022 - Årgang 17
Truckshowet bidrog mest til årets overskud for Løgstør Byfest

Trods aflysning: Byfestoverskud på over 200.000

21-11-2022

Foreningerne bag Løgstør Byfest får en dejlig julegave for deres indsats, og byfestkomitéen har fået nyt medlem.

Byfestkomitéen i Løgstør har gjort regnestykket for 2022 op, og det er der kommet et pænt tal ud af på bundlinjen. Overskuddet blev på 206.800 kroner. 

Overskuddet er ikke lavet på byfesten alene, da byfestkomitéen også står bag aktiviteter som Truckshow, løvfaldsfest og bierfest i Lanternen. Sidstnævnte blev på grund af coronanedlukninger aflyst i januar, og derfor har denne sædvanligvis indbringende aktivitet ikke bidraget til årets overskud, som den plejer. Derimod har Truckshowet båret den største del af årets overskud, oplyser komitéens formand Morten "Fiffi" Jørgensen. 

11 foreninger står bag byfestkomitéens opgaver, og de kan nu se frem til en pæn sjat penge for deres medlemmers frivillige indsats. Da byfestkomitéen har lidt penge på bankbogen i forvejen, rundes der op, så de hver især får 20.000 kroner. 

Formanden har dog året igennem mærket efterveerne af coronaen: 

- Byfesten har generelt stadig været præget at Corona krisen. Det er mærkbart, at folk ikke kommer ud og bakker op og deltager i festlighederne. Markedsføringen har været anderledes i år, da byfestkataloget er nedlagt. Det tror vi også har noget at sige, og vi skal lige finde ud af, hvor det er, folk ser os, Nogle ser Facebook, andre ser avisen, nogle Lokaltindblik. Måske skal der tænkes i flyers ud til husstandene, siger Morten "Fifi" Jørgensen. 

I forbindelse med afslutningen på byfestens sæson er tre medlemmer af forretningsudvalget trådt ud, og udvalget er reduceret fra 10 til 8 medlemmer. Ud er gået Benny Nielsen, Mads Kollerup Jensen og Finn Carstensen. Nyvalgt er Jimmi Elkær Davidsen. Forretningsudvalget vil arbejde på i stedet at få flere folk ind i underudvalgene. 

Næste arrangement for byfestkomitéen er bierfesten den 21. januar 2023. Mange har valgt at beholde deres billetter fra den aflyste bierfest i år, som kan benyttes til 2023-udgaven, og det betyder, at der på nuværende tidspunkt kun er få billetter tilbage til den store ølfest.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!