Emil Bach Mikkelsen går i 4. klasse og holder geder. Søndag aften skete der noget helt specielt i hans besætning, mens håndboldherrerne hentede guld i Rio.
Når Emil er på besøg hos sin bedstefar og bedste på Sparevej i Vindblæs, må der gerne være lidt at rive i. Derfor har han et hold på fem geder, som han passer, når han er på besøg.
Søndag aften var Emil hjemme hos sin mor i Løgstør, og derfor var det Else Mikkelsen, der holdt øje med besætningen - og ikke mindst geden Mette, som stod for at skulle have kid. Inden håndboldkampen mellem Danmark og Frankring, var der endnu ikke sket noget, fortæller Else, men da hun efter sensationen i Rio, gik ud for at se til Mette, blev hun vidne til endnu en lille sensation.
Mette havde ikke bare fået en eller to - men hele tre små gedekid.
En ged får typisk et eller to kid. Trillingefødslen i Vindblæs er derfor mere sjælden. En ged kan i helt sjældne tilfælde også få 4 kid i et kuld.
Else Mikkelsen ringede til sit barnebarn og fortalte, at hans besætning nu var helt oppe på 8, og selv om Mette kun har to patter, trives alle de tre nyankomne perfekt uden at det har været nødvendigt at gøre brug af sutteflaske.
Emil har endnu ikke givet de små navne. Der er 2 hunner og en han, og de har tre forskellige farver. Den hvide skal måske hedde Snebold, siger Emil. Må man foreslå Rio og Goldie til de to andre?