I dag udløb fristen for at give bud på campingpladsen i Løgstør. Det havde to gjort.
Der var to lokale, der havde indsendt et bud, da Vesthimmerlands Kommunes frist udløb klokken 10 onsdag formiddag. Det oplyser borgmester Per Bach Laursen, der som formand for Økonomiudvalget senere på dagen behandlede et lukket punkt om salg af campingpladsen.
Da sagen er behandlet på et lukket punkt, kan han ikke oplyse, hvem der har budt og hvor meget. Men han siger til Lokaltindblik.dk, at der i det højeste bud er nogle betingelser, som der er tvivl om. Derfor vil byderen blive inviteret til en uddybende snak. Buddet er af en størrelse, som borgmesteren mener kan retfærdiggøre, at der arbejdes videre med den mulige køber.
I udbudsmaterialet er der kalkuleret med en overtagelse af campingpladsen fra 1. november 2021.
Læs også Løgstør Camping sælges nu i budrunde