Øget forretningsomfang og fald i investeringsafkast præger resultat i Himmerland Forsikring.
Første halvår af 2016 viser efter omstændighederne et tilfredsstillende resultat for Himmerland Forsikring gs. og giver et overskud efter skat på 4,4 mio. kr. mod et overskud på 31,9 mio. kr. året før.
Af periodens nettoresultat kan 4,3 mio. kr. henføres til det forsikringstekniske resultat mod et underskud på 28.000 kr. året før, mens -8.000 kr. hidrører fra investeringsvirksomheden mod 33,7 mio. kr. i 1. halvår 2016.
Adm. direktør Ole Færch oplyser, at udviklingen i præmieindtægterne i 1. halvår viser en fremgang på 6,1 % i bruttopræmieindtægterne, som er steget fra 93,7 mio. kr. til 99,4 mio. kr., hvilket finder sin baggrund i øget salg til nye kunder gennem forsikringsbutikkerne, samtidigt med at den fortsatte servicering af forsikringstagerne begynder at vise sin værdi i form af fastholdelse af samme.
”Vi har haft en meget tilfredsstillende udvikling i et øget forretningsomfang på et marked, hvor der er stærk konkurrence. Mange nye forsikringstagere har valgt vores medlemsbaserede kundefordele, men ikke mindst har eksisterende medlemmer fået tilbudt vores opdaterede privatforsikringsprodukter, som er blevet meget vel modtaget. Den vedholdende servicering i forbindelse med ny prissætning har bl.a. betydet, at over 70 % af selskabets bilforsikringsportefølje er blevet tilbudt omtegning, hvilket typisk har medført en lavere præmiebetaling. Hos os får alle nemlig samme vilkår, uanset om man er ny forsikringstager eller har været medlem af forsikringsselskabet gennem mange år”, tilføjer Ole Færch.
Derimod har de finansielle indtægter i 1. halvår 2016 været præget af en mindre tilfredsstillende udvikling i resultatet af datterselskabsdrift og resultat fra associeret virksomhed. Ligeledes har det voldsomme rentefald gennem halvåret sammen med udfaldet af den engelske brexit-afstemning påvirket renteindtægter og negative kursreguleringer på fondsbeholdningen markant. Samlet har investeringsafkastet givet et resultat på -8.000 kr. mod 33,7 mio. kr. året før, hvilket isoleret set er utilfredsstillende.
”Udviklingen på de finansielle markeder er stadig udfordrende med større turbolens, end vi har set længe. Renteniveauet er ultralavt, og risikoudsigterne tegner ikke lyse for en længevarende periode, selvom noget af den negative kursregulering efterfølgende har rettet sig. På den baggrund er det meget tilfredsstillende, at selskabet med afsæt i de forudgående års sunde udvikling i både forsikringstekniske og finansielle resultater, som gensidigt medlemsselskab har mulighed for i denne periode at leve med mindre finansielle resultater, end vi har haft tidligere”, fremhæver direktør Ole Færch.
Egenkapitalen pr. 30. juni 2016 udgør 706,5 mio. kr. Selskabets solvenskapitalkrav er pr. 30. juni 2016 opgjort til 203,8 mio. kr. I forhold til selskabets kapitalgrundlag til dækning heraf giver det en overdækning på 502,7 mio. kr. svarende til en solvensdækning på 3,5. Himmerland Forsikring er dermed et meget velkonsolideret selskab, der danner grundlag for en koncernpræmieomsætning på 190,8 mio. kr. på halvårsbasis. Koncernens solvensdækning er opgjort til 2,9.
”Dyrekassen Danmark, der ejes af Himmerland Forsikring, har med opstart primo oktober måned indledt et nyskabende samarbejde med en større, landsdækkende dyrlægekæde, hvorved mange dyreforsikringskunder vil få lettere adgang til at købe forsikringsdækninger til hund og kat via en nyudviklet, digital opstilling i den enkelte klinik. Denne aftale, som begge parter har store forventninger til, vil senere på året danne baggrund for yderligere markedsinformation og markedsføring. Men det fjerner ikke vores fortsatte fokus på at løse den vigtige opgave at være tæt på og ligetil over for de mange forsikringstagere, der har valgt Himmerland Forsikring som deres foretrukne forsikringsselskab i Nordjylland”, slutter direktør Ole Færch.