Man kunne ikke mærke på Kristian Jensen, at han henover weekenden var blevet degraderet og frataget sine ordførerposter, da han i Kulturhus Søttrup mandag aften talte veloplagt om de 17 verdensmål.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Det går op og ned i politik, og for Kristian Jensen er det de seneste måneder gået mest ned. Men interessen for politik har han ikke mistet, og i aften gav han endda bud på, hvordan Vesthimmerland kan bidrage med at opfylde nogle af de 17 verdensmål.
Men da Kristian Jensen var på toppen af sin politiske karriere, sad han som dansk udenrigsminister med ved bordet i FN, da de 17 verdensmål 25. september 2015 blev vedtaget af alle FN's 193 medlemslande. De forpligtede sig til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst.
Netop de 17 verdensmål var emnet, da 75 mennesker betalte entré for at høre Kristian Jensen tale om denne for kloden så vigtige dagsorden. Venstrepolitikeren ridsede alvoren op:
- I slutningen af april har vi danskere brugt den andel jordens ressourcer, som jorden kan nå at producere på et år. Vi skal være glade for, at der er andre i verden, der endnu ikke har samme forbrug som os. Så jeg er meget begejstret for verdensmålene.
Og det nytter at gøre en indsats. Om så det er badmintonklubben, der reducerer elforbruget og madspildet i kantinen, så har det en betydning i det store regnestykke, fastslog Kristian Jensen.
Som eksempel hev han 90'ernes huller i ozonlaget frem af skuffen. Med politisk indgriben og erhvervslivets innovative tilgang til fremstilling af alternative og mindre skadelige produkter lykkedes det at vende udviklingen. Endda i sådan et omfang, at ozonlaget i 2050 forventes at være fuldt genoprettet, forklarede Kristian Jensen.
I Danmark kender 62 % af befolkningen verdensmålene, og blandt dem bakker 90 % op om målene. I 2019 nåede Danmark såmænd også op på en førsteplads som det land, der er tættest på at opfylde verdensmålene.
Men der er stadig grund til at forbedre sig, sagde Kristian Jensen. Og i Vesthimmerland vil delmål 11 være et oplagt sted at sætte ind, foreslog han.
Se, hvad delmål 11 og de 16 andre delmål indeholder på verdensmaalene.dk