For nogle måneder siden udkom børnebogen Signes Søde Tand. Forfatteren til bogen er Dunne Plenge, der sammen med sin mand, tidl. praktiserende læge i Løgstør, Rolf Waagepetersen, boede godt 25 år i Løgstør, inden de for knapt 20 år siden slog sig ned ved Slettestrand.
Bogen handler om Signe, der elsker søde sager så meget, at hun kommer på kant med både sin mor, far og storebror, fordi hun fx ikke kan lade hverken mors småkager eller storebrors slik være i fred, men lige må smage ”bare et enkelt stykke”. Den følelse er nok de allerfleste bekendt, når man smager på noget godt og lige snupper en bid mere.
Signe er ret ulykkelig over den søde tand – problemet løser sig, da hun taber ”den søde mælketand”, der er årsagen til alle de ulykker, Signe løber ind i undervejs i bogen.
Historien er kærligt og humoristisk fortalt – Dunne Plenge mestrer også den svære rimkunst, som hun anvender enkelte gange i bogen. Dunne Plenge var senest ansat som adjunkt på Fjerritslev Gymnasium, inden hun gik på pension, og har flere skriblerier i skuffen. Det er første gang, hun har udgivet noget på tryk.
Målgruppen er 3 – 7 år, og bogen fås bl.a. hos byens lokale boghandler, Kontur.