Den forhenværende socialdemokratiske borgmester i Løgstør, Leif Højbjerg, er i dag sovet stille ind 77 år gammel.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Leif Højbjerg var borgmester i Løgstør Kommune i to perioder i årene fra 1990 til 1998. Han kom ind i kommunalbestyrelsen allerede i 1981 som suppleant for Anna Eriksen. I 1990 kunne han kalde sig borgmester efter en snæver valgsejr over Karl Laut, og dermed fravristede Leif Højbjerg magten fra venstrefolkene, som havde siddet tungt på posten siden kommunesammenlægningen i 1970.
Han blev født i Thisted i 1939 men flyttede til Løgstør i 1948, da hans far fik job som lærer. I 1961 fulgte han i faderens fodspor og blev lærer fra Ranum Statsseminarium, hvorefter han efter endt værnepligt blev ansat på Løgstør Skole. Her blev han kollega med hustruen Birgit, som han fik tre børn sammen med.
Sideløbende var han engageret i Løgstør Idrætsforening - både som førsteholdsspiller, træner og en overgang også bestyrelsesformand. Han praktiserede også som fodbolddommer.
Ved kommunalvalget i november 1997 mistede Socialdemokratiet igen magten til Venstre med Jens Lauritzen i spidsen. Leif Højbjerg fuldførte perioden i opposition, men mærkede tydeligt forskellen på jobbet som borgmester og som menigt medlem. ”Der blev stille. Pludselig skete det, at postbuddet bare kørte forbi uden at have breve med," fortalte han i 2008 i et interview med Lokaltindblik.dk.
Jens Lauritzen husker samarbejdet med Leif Højbjerg i kommunalbestyrelsen som godt og loyalt. Men Højbjerg var temperamentfuld, og det kunne løbe helt af med ham i en diskussion. Til gengæld gik det hurtigt over igen. Undertiden måtte Leif Højbjerg også slås med problemer internt i partiet, som førte til eksklusioner af flere medlemmer, siger Jens Lauritzen, der også mindes hyggelige rejser med Leif Højbjerg til Løgstørs daværende venskabsbyer i Norge og Sverige.
- Leif Højbjerg var stolt, da han blev borgmester, og vi andre blev holdt uden for indflydelse. Men lige så skuffet var han, da han 8 år senere måtte afgive borgmesterposten. Siden dengang hørte vi ikke meget til ham, siger Jens Lauritzen.
Efter afskeden med kommunalbestyrelsen i 2002 blandede Leif Højbjerg sig ikke mere i politik, og valgte at hellige sig golf og familien.
Sine bedrifter som borgmester lod han helst andre om at vurdere. Men han fik samlet den kommunale administration i et nyt rådhus, og det ærgrede ham at se den nye kommunalreform i 2007, hvor administrationerne igen blev spredt. Samtidig blev afstanden til politikerne for stor og uvedkommende, mente Leif Højbjerg.
I interviewet fra 2008 ville Leif Højbjerg dog gerne tage sin del af æren for, at det lykkedes Løgstør Kommune at integrere de mange bosniske flygtninge, som kom til Løgstør som følge af Balkankrigene i midten af halvfemserne.
De senere år var Leif Højbjerg ramt af demens. Han døde mandag, og bisættelsen er planlagt til at foregå fra Løgstør kirke på lørdag den 24. september klokken 11.00.