Svømmeklubben Rask er i knæ, og bestyrelsen smider nu håndklædet i ringen og indstiller klubben til nedlæggelse på en generalforsamling den 21. marts.
Af Jacob Dalgaard
Tusindvis af medlemmer har gennem årene svømmet i Svømmeklubben Rask, der startede i Ranum Svømmehal og siden 2004 har boltret sig i svømmehallen i Rønbjerg Feriecenter. Mange har deltaget i stævner og hentet utallige medaljer hjem til klubben.
Men inden længe kan det være slut. Medlemstallet er faldet drastisk og økonomien er dårlig. Det forklarer klubbens kasserer Christian Andersen:
"Vi har kæmpet de sidste mange år med faldende medlemstal, og i år har vi halveret vores medlemstal fra cirka 220 til 120 medlemmer. Dette gør, at vi ikke har penge til at fortsætte driften af klubben, som det ser ud nu."
Lørdag den 21. marts er der via en annonce her på Lokaltindblik.dk indkaldt til ordinær generalforsamling i klublokalet i Rønbjerg. Og annoncen er sørgelig læsning.
Næstformand Lene Bannebjerg og kasserer Christian Andersen er på valg, og ingen af dem ønsker at genopstille. Desuden fremgår det, at formand Sara Stecher ønsker at trække sig.
Bestyrelsen har taget konsekvensen og indstiller til generalforsamlingen at klubben nedlægges. Der påhviler således de tilbageværende medlemmer i klubben en opgave om at overtage tøjlerne, hvis de ønsker at oprette tilbuddet om en svømmeklub i den nordlige del af Vesthimmerland.