Strandbyhallen mister nu en reklameindtægt fra den lokale kirke, efter at et flertal i byrådet i dag indførte et sæt retningslinjer for salg af reklamepladser i haller og idrætsanlæg.
Af Jacob Dalgaard
Det er slut med at sælge reklamepladser i den lokale hal og bandereklamer på stadions i Vesthimmerlands Kommune. Ihvertfald til politiske partier eller organisationer, religiøse bevægelser og arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger.
Det er udfaldet af en afstemning i byrådssalen i dag, hvor flere partier havde svært ved at finde fælles fodslag. For venstremanden Jakob Dyrman er sagen værdipolitik, og han præsenterede sine byrådskolleger for en lang række argumenter for, at netop ovennævnte segmenter skal udelukkes fra at reklamere i kommunale sportsanlæg.
Heller ikke Asger Andersen fra Socialdemokratiet mener, at sportsfolk har godt af se en reklame for en politiker eller en kirke. Politik og sport splitter world wide, mens idræt netop skal samle folk, bedyrede kultur- og udvalgsformanden.
Liberale konservative
Mens flere venstrefolk og de fleste socialdemokrater ønskede at indføre retningslinjer slog Det Konservative Folkeparti til lyd for, at fortsætte med de nuværende regler, som altså er ingen regler.
Borgmesterkandidat Signe Nøhr vil ikke sætte rammer for et problem, der slet ikke eksisterer. Og hvem skal holde øje med, om de ulovlige reklamer sættes op, og hvad skal straffen i givet fald være, spurgte hun retorisk.
- Lad hallerne og idrætsforeningerne selv bestemme, hvem de vil have til at reklamere. Det er helt urealistiske skræmmebilleder, der kommer, sagde Signe Nøhr rettet mod tilhængerne af kommunale retningslinjer.
Kirken må ud i Strandby
Et af de steder, hvor de nye retningslinjer rammer, er i Strandbyhallen. Her ærger bestyrelsesformand Flemming Schou Pedersen sig over politikernes beslutning. Han mener godt, at bestyrelsen selv er i stand til at vurdere, men han respekterer, at byrådet som myndighed sætter nogle overordnede rammer.
Han forventer nu at blive kontaktet af kommunen med en orientering om retningslinjerne, og så er der ikke andet at gøre end at pille reklamen for Strandby Kirke ned, som har en reklame hængende i hallen.
SF's Niels Heebøll mener, at byrådspolitikerne faktisk gør hal- og foreningsbestyrelserne en tjeneste ved at påtage sig ansvaret og sætte rammerne for reklamerne.
Rammerne kan bestyrelserne godt selv sætte. De har taget hånd om det her i mange år, og det kan de fortsat, sagde derimod Liselotte Lynge Jensen (DF).
En tæt afstemning i byrådssalen endte efter en længere debat med at 14 stemte for at indføre retningslinjerne, mens 12 stemte imod.
De stemte for:
Palle Jensen (S)
Doris Lauritzen (S)
Per Jensen (S)
Rasmus Vetter (S)
Asger Andersen (S)
Mikael Lisberg Toft (S)
Theresa Berg Andersen (SF)
Niels Heebøll (SF)
Kirsten Moesgaard (Vesthimmerlandslisten)
Jakob Vium Dyrman (V)
Kurt Friis Jørgensen (V)
Inger Nielsen (V)
Per Bisgaard (V)
Per Bach Laursen (V)
De stemte imod:
Anders Kjær Kristensen (S)
Liselotte Lynge Jensen (DF)
Pia Buus Pinstrup (C)
Niels Krebs Hansen (C)
Henrik Dalgaard (C)
Signe Nøhr (C)
Allan Ritter Andersen (C)
Per Nyborg (C)
Svend Jørgensen (C)
Lars Andresen (V)
Morten Mejdahl (V)
Jens Lauritzen (V)