Så blev det endelig skolestart igen, og 17 nye og forventningsfulde 0. klasses-elever mødte i morges ind på Vilsted Friskole sammen med deres forældre, og resten af eleverne.
Traditionen tro startede dagen i gymnastiksalen, hvor der blev budt velkommen til alle, nye som gamle elever og forældre. Skolens fantastiske fortæller, Peter, fortalte en spændende historie om at blive taget ved næsen.
Efter velkomsten blev der serveret frugt, og så gik hver klasse til sit lokale. Efter den første time blev der serveret rundstykker og kaffe til alle, inden den sidste time skulle starte.
Samtidig med skolestarten var det og dagen, hvor der blev støbt sokkel til den nye skolebygning. Der blev fulgt nøje med i arbejdet på den anden side af hegnet.