6-7 storke tiltrak sig fredag stor opmærksomhed på en mark mellem Farsø og Aars. 6-7 storke tiltrak sig fredag stor opmærksomhed på en mark mellem Farsø og Aars.
Tekst & foto: Per Lyngby
Tidligere var storken en del af det vesthimmerlandske landskabsbillede. Udviklingen har dog ført til, at den langlemmede fugl er forsvundet som ynglefugl, hvor den senest har været at finde i Vegger i 2004, hvor et storkepar fik 2 unger på vingerne.
Trods fraværet af storken i området, har Vesthimmerlands Kommune valgt at lade storken indgå i kommunens byvåben. Måske med et lønligt håb om, at den flotte fugl en dag vil vende tilbage og bosætte sig i den naturskønne kommune.
Med jævne mellemrum er der da også gæstevisit af storke på træk - senest fredag ved middagstid, hvor en flok på 6-7 fugle havde taget ophold på en mark ved Holmevej, hvor vejen drejer fra til Havbro.
Storkene tiltrak sig en del opmærksomhed fra bilister og cyklister, som stoppede op for at nyde og fotografere det forholdsvis sjældne syn.